Tålmodighed er en dyd

9. februar 2017

Det er en dårlig idé at jagte sidste års vindere. Det kan være fristende at sælge en aktie, som ikke rigtig er steget, for i stedet at købe en aktie, som virkelig har klaret sig godt. Og man kan da også være heldig at gøre en god handel. Men vores erfaring er, at den type spekulative handler oftere betyder, at man får solgt på bunden og købt på toppen – samtidig med at man betaler en masse unødvendige handelsomkostninger.

Investering er en langsigtet disciplin, hvor tålmodighed lønner sig. Så længe den underliggende investeringscase holder, skal man ikke lade sig forlede af markedets skiftende humør, men i stedet holde fast ved den oprindelige investering. Afkastene kommer nemlig ofte pludseligt og uforudsigeligt.

I 2013 gav vores aktieportefølje et afkast på knap 23%. I 2016 blev det kun til 1,4%. Men vurderet ud fra selskabernes faktiske indtjening var der ikke på forhånd noget der indikerede, at 2013 skulle blive et særligt godt år eller at 2016 skulle blive et særligt dårligt år. I begge situationer kunne vi beregne et langsigtet potentiale på ca. 110%, hvis alle selskaberne i porteføljen steg op til vores beregnede fair værdi. Den store forskel mellem afkastene i de to år skyldtes således mere aktiemarkedets skiftende humør end en ændring i selskabernes indtjening og reelle værdi.

Vi tror, at de kommende år vil byde på et fortsat opsving. Dermed vil de 36 selskaber i vores aktieportefølje opleve en stigende omsætning og en endnu højere indtjening. Porteføljen har i forvejen et langsigtet potentiale på hele 130% – altså mere end i både 2013 og 2016. Vi ved ikke om 2017 bliver et år med godt humør på aktiemarkedet og dermed ekstra gode afkast. Men vi tror det. Simpelthen fordi økonomien nu er så stærk, at det bliver svært at fastholde pessimismen. Men uanset hvordan afkastene ender med at blive i 2017, så ved vi, at markedet på lang sigt vil belønne selskaber med en støt stigende indtjening. Derfor er vi helt komfortable med vores mål om at levere mindst 10% i afkast om året i gennemsnit. Hidtil er det blevet til 11,3% om året efter alle omkostninger – selv efter et svagt 2016. Det svarer til 112% på 7 år.

 

Skal vi hjælpe med at sikre din investering?

Ring til os
Skriv til os
Besøg os

Vi glæder os til at møde dig.